”Qivítoq” – uddrag af DE UNDERJORDISKE

Her i T– er jeg bare endnu en sølle eksistens, et anonymt ansigt i mængden, der en dag vil forsvinde ubemærket ned i dødens udslettende kværn. Det passer mig fint. Indtil da er det desværre ikke så let at få fred for mig selv. Ti år er gået, siden jeg drog til Grønland sammen med Rune V– og jeg lider stadig af selvbebrejdelser, fantomsmerter og mareridt. Nogle gange, når jeg vågner fra mine natlige mareridt, kan jeg afvise det hele som en drøm–den lange rædselsnat på indlandsisen, stormens hyl, blodets friske dampe, ligets stirrende øjne–men kort efter bliver jeg bevidst om mine tre amputerede tæer, og mareridtet skyller ind over mig, koldt og skært som daggryets første stråler. Var jeg en morder, en kujon? Hvor meget kan forklares som et udslag af psykisk sammenbrud, suggestion, overtro eller hvad fanden de nu kalder det?